Huskeliste til det første barn

Huskeliste til det første barn

“Huskeliste til det første barn”-ideen kommer sig af, at jeg selv er blevet mor i år, og sådan en huskeliste til det første barn kunne vi have haft meget glæde af selv 🙂
Da jeg opdagede i 2013, at jeg  – lidt uventet – var blevet gravid, var jeg virkelig på bar bund. Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for hverken mine veninders eller andre i min omgangskreds’ graviditeter, og jeg har i særdeleshed aldrig interesseret mig for hvilket udstyr og i hvor stort omfang, man skulle ud og shoppe til det her lille nye væsen. Min kæreste havde det på samme måde. Så vi startede med at tage en tur i Babysam, hvor det for vores begges vedkommende var første besøg i sådan en butik – vi følte os lidt som elefanter i et glasbur, og den kvikke ekspedient så det straks (som i: han havde dollartegn i øjnene, for her var virkelig to amatører, der kunne prakkes, hvad som helst på), og han var så venlig at udlevere ovenstående skema. Hold op, hvor synes vi bare han var venlig, og vi klamrede os til huskelisten fra den dag af.

Som sagt, så var vi vældig glade for huskelisten fra Babysam, og vi købte stort set alt, hvad listen befalede uden at stille spørgsmålstegn ved det.
Nu hvor vi er på den anden side af fødselen, og vores lille søn nu er 9 måneder, så sidder jeg med et smil på læben og en smule ondt i pengepungen, når jeg kigger på den flotte huskeliste fra Babysam. Derfor vil jeg her komme med mit forslag til en huskeliste til det første barn, hvad der er nice-to-have og need-to-have til den første baby.
Jeg vil også lige komme ind på mit bud på, hvilke ting, der med fordel kan købes brugte. Min kæreste er som udgangspunkt af den opfattelse, at intet er godt nok til vores lille Junior, og dermed menes der også, at alt helst skal være nyt, når det er til Junior. Jeg er dog af en anden opfattelse og mener sagtens, at mange ting med fordel kan købes brugte, og jeg arbejder hver dag på at overbevise min bedre halvdel om det samme.

GUIDE: Det skal du bruge til den første baby:

Huskeliste til det første barn – UDSTYR

Billede1

  • Puttebamse – Købes fra ny. Puttebamsen fåes i et utal af udgaver, og de er alle lige gode er jeg sikker på. Den bliver den babys bedste ven, hvis du husker at bruge den. Her hjemme hos os er den uundværlig, når der skal puttes. Og det er vigtigt, at du ikke vasker den, når først den er taget i brug. Vores søn elsker den og især lugten af den. Jeg synes den lugter af lidt “sur madras”, men hvad ved jeg?
  • God babydyne – evt. 2 så du kan skifte – det anbefales at købe denne fra ny, da det ellers kan være kilde til støvallergi for den lille. De fås i alle prisklasser.
  • Autostol 0-13 kg – Hvis du skal fragte din lille ny hjem i bil er det lovpligtigt, at den lille er spændt ordentlig fast. Autostolen kan sagtens købes brugt men vær sikker på, at den ikke har været indblandet i uheld. Isofix er supernemt, hvis man har mulighed for det, da denne stol tages ud og ind i starten. Dog er det som oftest isofixbasen, der er temmelig dyr, så hvis man ønsker en autostol fra ny, men stadig gerne vil spare penge, så kan autosolen sagtens spændes fast med bilens sele.
  • God lift – Da vi købte barnevogn, fulgte liften med – Men ellers køb en god lift. Din baby “bor” i den i de første ca. 4 måneder af sit liv.
  • Barnevogn – Nogle har en ide om, at når det er første barn, så vil man gerne købe barnevognen fra ny, og det havde vi også. Men sådan én er en pæn stor udskrivning, hvis man køber fra ny. Der er mange penge at spare, hvis man køber barnevognen brugt, og man kan sagtens være heldig at finde en fin og velholdt barnevogn. Barnet kommer til at bruge mange timer i barnevognen, så gør man pengene op pr. time, der er tilbragt i den, så kan de sagtens forsvares, at investere i en ny.
  • Babyalarm – kan sagtens købes brugt. Men husk at købe genopladelige alarmer, ellers kan det blive en dyr affære i batterier, da du skal bruge dem i mange timer. Der findes et hav af forskellige modeller, og de er alle med mange funktioner. Læs lidt op på det og find ud af, hvad der passer til jeres behov. Vi endte selv med at købe Neonate 5800D, og dem er vi rigtig glade for.
  • Badekar: Kan sagtens købes brugt.

Billede2

  • Aktivitetsstativ – Købes med fordel brugt – det virker omsonst, når den lille er SÅ lille, men vi havde faktisk glæde af vores stativ, da vores søn var ca. 4 uger.
  • Uro til puslebord – Køb også gerne brugt. Det var noget af det første, som vores søn lå og kiggede på. Han synes det var spændende at kigge på den, når han lå på puslebordet.
  • Puslebord ved vandhane – kan sagtens købes brugt – de fåes i mange modeller. Vi bor i et hus, hvor det var nødvendigt med et vægophængt puslebord, og det fungerer så fint. Vi købte et Brio Wall brugt.
  • Sleepbag – Der er mange meninger om sleepbag/voksipose/sovepose – kært barn har mange navne. Vi fik en sleepbag i barselsgave, og vi har været super glade for den og har brugt den, fra han var 2 måneder. Han sover i den i barnevognen, og han er meget glad for at sove i den. Den “holder styr” på ham og gør at han ikke spræller med arme og ben. I sommer var det faktisk næsten helt svært for vores søn at sove i barnevognen uden at være “pakket ind”. Den eneste ulempe er, at den er for varm om sommeren.
  • Ammepude med fossflakes – Kan sagtens købes brugt, men vær sikker på at fyldet er godt, du skal bruge det som støtte. Og vær sikker på at det kan vaskes både betræk og pude.
  • Stofbleer i store mængder – de kan sagtens købes brugte, men de er ikke vanvittig dyre, hvis bare man vil have hvide. Tænk på at det er rart at de kan vaskes sammen med dit andet kogevask – herhjemme er stort set alt vores kogevask “hvid vask” – så det er lidt irriterende, at jeg nogle gange er nødt til at koge vaske meget få dele i “mørk vask”, bare fordi jeg synes, det var smart med et par grå og blå stofbleer.

Billede3

  • Puslepude– køb evt. fra ny – den puslepude, vi har til Brio Wall er med overflade i en slags gummi og kunne nemt desinficeres – så vi købte ikke en ny, da vi hele tiden har stofble på den alligevel.
  •  Evt sut – Købes fra ny. Der er mange meninger om sut. På sygehuset anbefalede de ikke os, at vi skulle forsøge med sut førend, at vores søn var helt med på at blive ammet. Vi havde rigtig svært ved at finde en sut, der passede til vores søn, og der er kun en ting at gøre, og det er at prøve sig frem. Vi endte med MAM silikonesut 6mdr+ – problemet var nemlig, at vores søn havde svært ved at holde sutten inde i munden med de sutter, der hedder 0-6 mdr.
  • Newborn indsats til Stokke højstol – er en luksus og kræver, at du også køber Trip Trap Stokke stolen, hvor indsatsen skal klikkes på. Når det så er sagt, så havde vi virkelig glæde af den helt fra vores søn var ca. 2-3 uger. Det var rart at man kunne sætte ham – selvfølgelig kun meget kort tid – mens vi spiste f.eks. Denne kan anbefales at købe brugt. Vi var meget heldige at vi kunne låne af den af én af min gode veninder. Stolene er ofte meget lidt slidte, da størstedelen af tiden den lille sidder i den, er den tid, hvor de ikke “sviner”. Vores søn sad i den fra 2 uger-5 1/2 måned. Han var ikke vokset ud af den, da vi skiftede den ud, men han ville ikke sidde tilbagelænet mere på daværende tidspunkt. Hvis man finder en billig en, hvor betrækket er slidt, så kan det købes særskilt.

Huskeliste til det første barn – TØJ TIL BABY

Som tidligere nævnt, så har min mand et lidt vanskeligt forhold til brugte ting – og især når det gælder vores lille junior. Derfor har det været en lidt dyr affære for os at få startet op. Dette gælder også tøj, hvor der ellers er virkelig mange penge at spare på at købe det brugt. De helt små størrelser er sjældent særlig brugte, da de vokser hurtigt ud af tøjet, og da de ikke er særlig aktive, når de er helt små er tøjet også sjældent slidt.
Vi var dog så heldige, at vi også kunne låne både tøj og udstyr af nogle veninder, jeg har.

Billede4

  • Hue/hjelm – Medmindre det er sommer og 30 grader er uld bare altid godt. Jeg har været superglad for at bruge 1-lags elefanthuen i uld fra Joha i efterår og tidlig forår. Ellers har jeg bare brugt en tynd hjelm i bomuld om sommeren og i den helt kolde vintertid, har jeg brugt en 2-lags elefant hue i uld fra Joha.
  • Vanter – Igen – Uld er så lækkert. De leder varmen væk og temperaturregulerer. Vi var så heldige at få et par lækre økologiske uldvanter fra naturbaby.dk – de er supergode og holder de små poter dejlig varme ude i barnevognene, hvor de altid stikker op 🙂
  • Hjemmesko / futter – Hvis du er så heldig at have en, som gerne vil strikke til dig, så er det bare så fint med hjemmestrikkede små hjemmesko til den helt lille baby! Når barnet bliver større og mere aktivt, så er det smart at have nogle hjemmesko, der sidder mere fast på foden, og som ikke kan sparkes af. Vi har brugt hjemmesko i Uld fra Joha – de er gode både sommer og vinter, forår og efterår, da uld jo som sagt er varmeregulerende, og udover det, så er de nemme at spænde fast på foden.
  • Et dejligt tæppe: Det er rart at man har et tæppe til at pakke den lille ny ind i og/eller til at lægge over dynen. Hvis man er så heldig at man har nogle i familien eller omkreds, der vil strikke, så er det jo dejligt, ellers kan disse også købes i alle farver, kvaliteter og prislejer.

Billede5

  • Jakke/ overtøj – Hvis det er vinter er det rart at have noget varmt til den lille. alt afhængig af hvor lille din baby er, når det er rigtig koldt, så vil jeg anbefale at bruge uld. Det er varmeregulerende og svedsbsorberende/afledende. Og vigtigst af alt, så er det ikke stift og tykt materiale som en alm. vinterjakke, så din baby kan bevæge sig i det. Joha laver nogle virkelig lækre dragter i ren uld – jeg har fundet nogle her. Som minimum synes jeg det er rart, at man i hvert fald har en varm trøje, man kan give den lille over sig, hvis man synes det er lidt koldt.
  • Bodystockings: På listen ovenover skriver de 10 body’er eller 10 sæt undertrøjer m/ underbukser. Jeg vil til enhver tid anbefale at købe body’er. 2-delte sæt tøj duer ikke i praksis. Hver gang du løfter den lille op, hvis de to dele skille på maven, hvilket er ret irriterende. Vi var glade for at bruge body’er med “krydslukning”, så er man fri for at hive noget ned over hovedet på den lille hver gang. H&M har nogle virkelig fine i både stribede og ensfarvede i 2-pak til næsten ingen penge. Hvis man skal have luksusudgaven er de rigtig gode, dem Joha og Petit Bateau har lavet. På Joha’s body’er er der tilføjet en ekstra knap ved halsen.
  • Bukser/leggins – Ovenfor på listen skriver de 4 par, det er nok meget passende. Køb nogle dejlig bløde bukser. Man kan få mange smarte i cowboy mv. men tænk på at din lille ny skal have det behageligt og dejligt i dem.

Huskeliste til det første barn

  • Heldragter/ natdragter – Nogle er glade for heldragter – andre er ikke. Vi brugte mest body og bukser. Om natten brugte vi dog natdragter med fødder i. Dem vil jeg også anbefale, da det er nemt at man ikke skal stå og bøvle med strømper om natten. I starten da vores søn var helt lille gav vi ham godt nok strømper uden på fødderne, der var i heldragten, men det var bare så hans “fødder blev nede i dragten”. Sørg for at have  4-6 natdragter, så har du noget at skifte med.
    Angående almindelig heldragter, så er der mange mærker, der laver dem med hue på, og det er så smart og ser super fint ud, men de er meget upraktiske. Den lille skal jo mere eller mindre hele tiden ligge ned på ryggen, og så er hatten i vejen, medmindre man vælger at løfte hatten op og give den på. Men det bliver bare for varmt indendørs. Vi fortrød ihvert fald dem, vi havde købt med hat på. 4-6 heldragter er fint vil jeg mene, alt afhæning af, hvor meget man ellers bruger bukser / body.
  • Strømper / strømpebukser – 4 par strømper og 3 par strømpebukser. Hvis det er vinter, så er det rart med strømpebukser inden under de lange bukser. Man kan få nogle superlækre fra Melton i uld/bomuld, som vi er meget glade for. Når ikke det er så koldt laver H&M nogle ganske fine nogle til billige penge.
  • Trøjer/veste: 2 varme trøjer er altid godt at have, til at give den lille uden over sin body. Udover dette var vi meget glade for små veste, som vi fik af en, der er god til at strikke. Find op skriften her. Jeg synes de var super dejlige at give på, fordi en body alene godt kunne virke som lidt for lidt – man vil jo nødig have at ens lille guldklump skal ligge og fryse 🙂 Hvis ikke man har nogen, der vil strikke til én, så kan se også købes hos f.eks. Krymmel, eller de kan findes på Trendsales, hvor man sælger deres hjemmestrik.

Huskeliste til det første barn – TIL MOR:

  • Lanolin: Hvis du skal amme, så er Lanolin som en slags livreddende creme. Den hjælper ømme brystvorter med at hele og lindrer smerterne hurtigere. Læs mere om lanolin her
  • Mepilex plaster: Plasteret fåes på apoteket og er en smule “peberet”. Det koster 280 kr for 5 stk, men som regel sælger de fleste apoteker plastrene 1 stk af gangen. Man klipper plasteret til og sætter på brystvorten, når man er færdig med at amme. Det mælk, der måtte komme, når man ikke ammer/fra det bryst, der ikke ammes fra, kan løbe igennem plasteret, og plasteret kan tages af og på mange gange. Det forsvarer lidt den høje pris, at det kan bruges over længere tid. Men hvis du, som jeg, synes det gør forfærdelig ondt, så er prisen ligegyldig. Det virker, og det hjælper til at hele hurtigere. Læs mere om plasteret her.
  • Suttebrikker: Nogle anbefaler suttebrikker og andre ikke. Jeg var hårdt ramt af sprækkede og virkelig ømme brystvorter, så jeg begyndte at bruge brikker. Det afhjalp smerten, da der så ikke skulle ammes direkte på huden. Senere hen vænnede jeg min søn af med dem. Det  var ikke noget problem.

Huskeliste til det første barn

  • Store bind og masser af dem: Sørg for at have nogle STORE bind til når du kommer hjem. TENA night PLUS PLUS PLUS er ikke at overdrive. Man bløder en hel del. Alle er jo forskellige. Nogle bløder mest de første dage, mens andre bløder op til 5-6 uger efter fødselen. De STORE bind er selvfølglig ikke nødvendige i alle 6 uger – men lad mig bare sige det sådan: Always Ultra batter INGENTING de første par dage! 🙂
  • Store faldskærms-trusser: Går det overhovedet under kategorien “trusser”, når modellen når over en vis størrelse? Anyway, selvom g-streng er at foretrække er du nødt til at have nogle trusser, der kan have de der store bind, du har brug for. På sygehuset er det ligeledes rart, at man har sine egne med, da dem man får udleveret der er ligesom store herrebadeshorts, og det er altså ikke rart at gå med, når der samtidig er klistret et bind på størrelse med en voksen-Libero i de løse shorts.
  • Nattøj med knapåbning: Det er dejligt med en natskjorte, der kan knappes op, især hvis du ammer, så er du fri for at sidde helt bar og det er nemt og hurtigt at knappe til igen, når du skal sove igen.
  • Amme bh/ amme top: Jeg brugte både ammebh og amme toppe. Inden jeg fødte havde jeg købt en lækker ammebh i Femilet med bøjle og i skinnende satin. Da jeg havde født oplevede jeg, at det var rarest med en ammebh uden bøjler. Men der er vi jo alle forskellige. Hvis man  ligesom jeg ikke ønsker bøjle, så kan jeg anbefale Carriwells ammebh uden bøjle, de er virkelig behagelige og nemme at åbne og lukke. Desuden så tørrer de hurtigt, når de vaskes. Udover dette, så var jeg glad for ammetoppe. Jeg synes det var rart, at man ikke sad der med helt bar mave og med en ammetop var det problem løst.
  • Ammeindlæg:  For at undgå brystbetændelse pga. kulde eller træk, så er ammeindlæg i uld fra Joha rigtig gode. Disse sammen med engangsindlæg fra Pigeon er en god kombi. Engangsindlæggene fra Pigeon er ultratynde og det er rart, at det ikke er som sådan en ekstra pude, man går rundt med. Hvis du bruger Uld, skal uldindlægget lægge inderst og direkte på huden og bagved engangsindlægget.
  • Smertestillende piller: Sørg for at købe rigeligt med smertestillende piller. Det lyder lidt voldsomt, men de er altså rare at have ved hånden, alt afhængig af hvor meget, du kommer til at døje med efterveer. De siger, at det er værst for 2. gangsfødende, men  jeg synes nu, at det trak sig noget sammen, hver gang jeg ammede i starten.

Nu er jeg vist ved at have de vigtigste ting på min huskeliste til det første barn griflet ned her. Okay, jeg indrømmer, at dette indlæg har taget lidt overhånd og er blevet en del længere og meget mere omfattende, end jeg havde forestillet mig det fra start.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *